Vi er nået til havet, du og jeg med ryggen mod fortiden, alt det halløj og er klar til at springe, vi har hinanden i hånden.
Jeg siger, kom, vi springer, du siger spring ikke, og så står vi på kanten og vil det vist begge. Der er ingen vej tilbage, ingen vej frem
Nu nu er det for sent igen for fanden, at trække håbet i land. Jeg er Fanden, for fanden, og du har selv rakt mig din hånd. Nu er det for sent igen at gribe en spaderetur hjem, vi er på vej ned i noget der er vores og kun det
Du bærer dit smil koket som en gåde, du bærer det frem på din særlige måde, der er ord på din læbe, det er dem der holder mig fast. Der er så meget jeg vil vide, og jeg venter på svar, at lægge mig fladt ned er alt hvad jeg har, hvad siger du, siger jeg, kommer du med eller hvad.
Det er koldt her på kanten, det suser mod panden, i hvert fald så har vi i det mindste hinanden, og under os smuldrer løgnene lynhurtigt bort.
Bare synet af dybet kan gøre mig beruset, et sug dybt i maven og lyden af bruset, i drømme som den vil jeg knuse min afstand mod din